Vild med vin
Hvad er portvin, og hvornår skal vi drikke det?
Opdag skønheden ved portvin
Helt generelt drikker vi for lidt portvin i Danmark, og det skal der gøres noget ved! For mange danskere er portvin kun noget, som man hiver frem den 24. december til risalamanden, hvis man synes, at kirsebærvinen bliver for syrlig. Portvinen kan også findes til ostebordet, men i en måned der i forvejen er præget af julefrokoster, gløgg, en masse fed og sødmefuld mad, så er det store ostebord måske ikke det mest indbydende eller efterspurgte, når vi når til juleaften.
Heldigvis kan portvin drikkes i mange andre kontekster, og det skal vi nok komme ind på. Til at starte med kan det være fordelagtigt at dykke ned i, hvad portvin rent faktisk er. Kort fortalt er portvin en rødvin tilført alkohol. Dvs. at portvinen er lavet på almindelige rødvinsdruer, som også kan og bliver brugt til at lave rødvin.
Portugals rubin
Geografisk set kommer portvinen fra det nordlige Portugal i Dourodalen, og det kan per definition ikke komme andre steder fra, hvis det hedder portvin, ligesom champagne kun kan komme fra Champagne.
Overordnet set er portvin opdelt i to typografier med yderligere tre underkategorier samt et par afstikkere. Når man taler om portvin, taler man som udgangspunkt om ruby eller tawny. Ruby gælder for typerne vintage (årgang) eller late bottle vintage (LBV), mens tawny inkluderer varianten colheita (høst på portugisisk), og disse kommer også i hvid og endda rosévarianter.
Ruby-portvin er den portvin, som kommer tættest på almindelig rødvin. Hvis man skal være lidt grov og generaliserende, så kan en ruby-portvin beskrives som en meget frugtig rødvin med høj alkohol (portvine ligger altid på cirka 20% alkohol, plus/minus 0,5-1%). En ruby vil, som navnet også insinuerer, være mere rubinrød og mørk i glasset ligesom rødvine.
En anden grund til at rubyer kan sammenlignes lidt med rødvin er, at vi taler om minimum antal års fadlagring (typisk omkring 1,5 år med vintage) i modsætning til colheitaerne, som kan ligge på fad i op mod tyve år eller mere.
Store forskelle i lagringen
Grundet den korte fadlagring er det også rubyerne, som kan holde sig kortest, når de engang er åbnet. En LBV vil typisk kunne holde sig 2-3 uger på køl efter åbning, hvor vi med en vintage snakker om, at den skal drikkes indenfor 24-48 timer! Her er det vigtigt at understrege, at man altså ikke bliver dårlig af at drikke portvin, som har været åben i længere tid, men vinen vil have mistet meget af sin karakter og smag efter kontakten med ilt.
Men som med alting er der en undtagelse, der bekræfter reglen. I dette tilfælde LBV’erne hvor der, som navnet indikerer, ventes lidt længere med at komme vinen på flaske, dvs. den får lidt længere tids fadlagring end en vintage. LBV’er kan ligge 4-6 år på fad, hvilket giver dem en mere sødmefuld og mindre frugtig stil.
Colheitaerne er til gengæld en helt anden historie. Disse portvine ligger altid minimum syv år på fad og ofte længere. Det vil typisk stå foran på flasken, at vinen er høstet i fx 1995, men bag på etiketten vil der stå, at den fx først er lagt på flaske i 2011. Det giver sig selv, at så mange år på fad påvirker vinen i stor grad. Typisk er colheita-vine kendetegnet ved en meget høj sødme og udpræget noter af chokolade, vanilje, karamel, mm., men de kan naturligvis variere i smag afhængigt af producenten og årgangen. I glasset vil en colheita altid virke mere nøddebrun end rød, hvilket også skyldes den lange fadlagring. Derudover vil en colheita nemt kunne holde sig 2-3 måneder eller mere, efter den er åbnet.
Fra blåskimmelost til chokoladedesserter
Når det kommer til servering, vil en LBV egne sig storartet til risalamanden, hvor en vintage kan klare de fleste oste men i særdeleshed en kraftig og intens blåskimmelost. En colheita er omvendt den perfekte dessertvin, og klarer sig i særdeleshed godt til de kraftige, chokoladebaseret desserter. Derudover står de alle sammen naturligvis også fremragende alene som en lille avec sidst på aftenen. Temperaturmæssigt ligger vi rent serveringsmæssigt på de 16-18 grader, men mindre kan også gøre det, hvis det er varmt i vejret.
Portvin kommer som nævnt også i hhv. hvid- og roséversioner, og disse er beklageligvis endnu mere oversete end ”almindelig” portvin. Hvor ruby og og tawny-stilene ofte kan fremkomme for kraftige eller søde til at blive konsumeret i de varme måneder, så kommer hvid og rosé her virkelig til deres ret.
Ligesom med almindelige hvidvine og roséer, er de lavet på hhv. hvidvinsdruer, og rødvinsdruer som har haft kortere tids maceration (skindkontakt) og skal nydes på koldere temperaturer end ruby og tawny. Man kan sagtens hive en hvid eller rosé-port direkte fra køleskabet og nyde den ved 5-8 grader.
Det friske alternativ
Hvid portvin er friskere i smagen, og sødmen bliver dæmpet med syre og mere tørre, sprøde noter. Har vi med en hvid colheita at gøre, så er det en lækker balance mellem sødme og syre og noter af flødekaramel, fersken og abrikos, som egner sig fremragende til fx cremebrulé eller mere frugtbaseret desserter.
Roséudgaven bliver mere blød og kombinerer det søde fra portvinen med de syrlige jordbær- og tranebærnoter fra roséen. Ligesom med almindelig rosé behøver denne type port ingen ledsager, men skulle man tilfældigvis have en skål friske jordbær liggende, så er det ikke verdens værste match!
Derudover egner disse to afstikkere sig også til forskellige drinks og cocktails. Man kan fx med stor succes blande roséportvin med tonic, isterninger og skallen fra en citron til den perfekte sommeraperitif, ligesom man kan toppe sine hverdagsbobler op med et lille skvæt tør, hvid portvin.
Skål!