Vild med vin
Hvidvin er bedst til ost!
Stop rødvinsvanviddet!
Egentlig skulle denne blogpost indeholde en anbefaling fra mig, men jeg vælger at se bort fra de første to bogstaver i ordet anbefaling.
Nu må det stoppe en gang for alle, og du skal hjælpe mig med at få det til at ske!
Rødvin og ost er en gastronomisk misforståelse, der formår at overleve langt ind til de dyreste restaurantgulve. Det er en skam, for der er masser af vintyper, der giver dine osteglade smagsløg en langt større og bedre behandling.
Prøv det selv
Næste gang, du serverer en osteanretning til en middag i godt selskab, så prøv at lave en lille test, hvor I smager rødvinen fra hovedretten og hvidvinen fra forretten sammen med ostene.
Allerede med denne nemme øvelse kan I smage forskel. Men det kan blive endnu bedre, hvis du prøver med en stor hvidvin, dessertvin eller ligefrem hedvine i stil med hvid portvin eller de superfrække sherryer.
Nu lyder jeg måske en smule bombastisk og kategorisk i min udmelding, men jeg vil ikke desto mindre fastholde min pointe. Prøv at gå efter hvide vine frem for tør rødvin, næste gang du skal have ost og vin. I særdeleshed hvis du skal lade osteknivene skære i et blandet sortiment af oste.
Du vil takke mig for det, og vi kan derefter sammen sprede det gode budskab.
Allroundglas er guld værd
Hvidvins- og dessertvinsglas er i øvrigt lidt en overset disciplin. Og her betyder størrelsen altså mere end teknikken, som man jo siger...
Jeg har et sæt gode allroundglas i mit glasskab til uforudsete vintyper (fedt udtryk, ikke?), som jeg ikke lige har et specialdesignet glas til. Det kan være rosé, champagne med alder eller min vinøse kæphest nummer et: sherry - verdens mest undervurderede vin.
Vi har sjovt nok et af verdens bedste allroundglas. Spiegelaus store hvidvinsglas fra Authentis-serien opfylder mine kriterier for et godt allroundglas. Det er billigt og alsidigt.
Det samme synes et af verdens mest anerkendte vinmagasiner, La Revue du Vin de France, ved to uafhængige tests.
Så derfor: Tag fat i allroundglasset og hæld hvidvin eller sherry i det. Grib dit ostesæt, gnask noget ost og spred budskabet!
Nørdens staldtip!
Fik jeg sagt at sherry er totalt overset, sindssygt alsidig, under radaren og derfor dejlig billigt? Det er synd for vinbønderne i sydspanske Jerez de la Frontera, der laver vinene, men godt for os.
Du får nemlig verdensklasse, og jeg mener seriøst verdensklasse, fra omkring 300 kroner, og du finder fabelagtig topvin fra lige under en hundredekroneseddel. Selv på supermarkedets allernederste hylder finder du absolut glimrende sherryer til 59 kroner. Intet andet vindistrikt har så højt et bundniveau!
Sherry har med sin oxiderede stil lidt en acquired taste, og er lidt svær at komme ind på livet af, men når du først er hooked, så er der ingen vej tilbage. Hvis du er nysgerrig, så start med en Fino eller en Manzanilla til omkring 100,- og server den frisk fra køleskabet på en varm sommereftermiddag som aperitif.